Den socialøkonomiske fond Siu-Tsiu har ansat Marianne Schmidt Lund som direktør. Hun kommer fra en stilling som fagchef i Kommuneqarfik Sermersooq og har mange års erfaring fra børne- og ungeområdet i både Grønland og Danmark.
Fonden Den Selvejende Institution Siu-Tsiu har ansat Marianne Schmidt Lund som direktør med tiltrædelse den 1. august 2026. Hun overtager ledelsen af en organisation, der gennem socialøkonomiske arbejdsfællesskaber i Tasiilaq og Qaqortoq hjælper unge videre mod job og uddannelse.
Marianne Schmidt Lund kommer fra en stilling som fagchef for Dagtilbudsafdelingen og for Afdelingen for Støttepersoner til børn og unge i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun har tidligere arbejdet som selvstændig konsulent og har erfaring fra MISI-Avannaa (PPR-Nord) og Forvaltning for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq.
“Jeg har sagt ja til stillingen som direktør for Siu-Tsiu, fordi jeg drives af ønsket om at forstå og forbedre samspillet mellem fremtidens samfund og nutidens uddannelsesmæssige rammer – og fordi jeg tror på, at et tættere samarbejde med erhvervslivet er en af nøglerne til at bringe flere unge videre mod job og uddannelse.”
Marianne Schmidt Lund, Direktør i Siu-Tsiu
BAGGRUND OG UDDANNELSE
Marianne Schmidt Lund er cand.pæd. i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet i 2017 med en baggrund som pædagog og har derudover en grunduddannelse fra Arkitektskolen i Aarhus. Aktuelt færdiggør hun en supervisoruddannelse på Peqqissaanermik Ilinniarfik samt lederforløbet Ledelse² hos Re:Lead i Nuuk. Marianne er samtidig beskikket som censor på Socialpædagogisk seminarium I Ilulissat.
I sin tid som pædagog har hun blandt andet været med til at opstarte to daginstitutioner i Danmark. Hun flyttede til Grønland i januar 2024 og har siden taget undervisning i grønlandsk.
“Jeg kan ikke tale grønlandsk flydende endnu, men det går bedre og bedre med at forstå, hvad der bliver sagt. Jeg ser grønlandske nyheder hver dag og øver mig hver weekend på at skrive ned, hvad de siger, og derefter oversætte det til dansk. Derudover mødes jeg hver uge med en gruppe i Nuuk, hvor vi drikker te og taler grønlandsk – så godt vi nu kan.”
Marianne Schmidt Lund, Direktør i Siu-Tsiu

BLÅ BOG
KOMMER FRA Fagchef for Dagtilbudsafdelingen og for Afdelingen for Støttepersoner til børn og unge, Kommuneqarfik Sermersooq
UDDANNELSE Cand.pæd. i pædagogisk filosofi, Aarhus Universitet (2017). Uddannet pædagog. Grunduddannelse fra Arkitektskolen i Aarhus
TIDLIGERE Selvstændig konsulent, MISI-Avannaa (PPR-Nord) samt Forvaltning for Børn og Skole, Kommuneqarfik Sermersooq